Salgschef

Sådan bliver du salgschef

Et job som sælger kan være ganske tilfredstillende for de fleste. Der er dog enkelte, som søger udfordringen og drømmer om at arbejde med mennesker og salgsledelse. Er du blandt dem, kan du her læse om, hvordan du bliver salgschef og får dine drømme opfyldt.

Hvad er en salgschef

En salgschef er, som ordet antyder, en person med ansvar for en virksomheds salg. Det er ofte en mellemlederstilling, hvor du har ansvar for din egen salgsafdeling. I store virksomheder vil du indimellem opleve, at stillingen befinder sig under en salgs- og marketingdirektør eller lignende.

Læs mere om, hvordan du bliver salgsdirektør her.

Det er en ganske nuanceret stilling i den forstand, at der kan være stor forskel på, hvor, og i hvilken forbindelse, du er salgschef. Det kan være i alt fra en mindre telemarketingvirksomhed til en større global virksomhed, hvorfor opgaverne og arbejdsgangen er ganske varierende.

Fælles for dem alle er, at dit ansvar i bund og grund er at sikre salget. Om det er over telefonen, online, B2B eller lignende, varierer i henhold til virksomheden, du skal bare sørge for, at salgsmålene bliver indfriet.

Lønnen for en salgschef varierer meget afhængig af virksomheden, du arbejder i, og hvilke resultater du præsterer. Ifølge lønstatistik.dk ligger gennemsnitslønnen på 48.192 kr.

 

Video: Bliv salgschef

Er du interesseret i, på et tidspunkt, at tage næste skridt i din salgskarriere? Så se med her, eller læs blogindlægget.

 

Nødvendig erfaring

En stilling som salgschef er ikke noget, du kommer sovende til. Først og fremmest er det vigtigt, at du har erfaring og bevist, at du kan sælge selv.

En salgschef skal kunne lære fra sig, coache, motivere, analysere, planlægge og rekruttere. At gøre alt dette kræver indsigt i salget og processen. Det kommer altså kun ved, at du selv får konverteret nogle leads til betalende kunder.

Når først du får foden ind som salgschef, kan du godt skifte til en ny virksomhed og fortsætte som salgschef. Jeg har dog set enkelte eksempler, hvor vedkommende skulle sidde som sælger i en periode, inden han fik rollen som salgschef. Årsagen til dette var, at han skulle lære og forstå, hvilke udfordringer salgsteamet sad med, inden han begyndte at arbejde med dem.

Generelt er det vigtigt med erfaring, inden du kan blive salgschef. I visse virksomheder kan du godt arbejde dig frem til rollen uden at have siddet med decideret salg. Måske har du haft en rolle indenfor marketing, forretningsudvikling eller lignende, hvor du stadig har bidraget til virksomhedens indtægt.

Et eksempel på dette er Peter Wagner, som er salgschef for Microsoft i Øst-USA. Peter har ikke været igennem de naturlige salgsstillinger, men har gennem sin uddannelse og erfaring indenfor feltet, arbejdet sig i den retning, som førte til, at han i 1994 blev salgsdirektør i Damgaard International.

Men hvis du er i starten af din karriere med et ønske om at blive salgschef, er det smarteste at fokusere på salgsvejen, selvom der er andre muligheder.

Det kan dog være en udfordring udelukkende at skulle arbejde sig op, hvorfor en uddannelse kan hjælpe dig i den rigtige retning.

Som udgangspunkt er uddannelse ikke et krav. Dog vil du formentlig opleve, at jo større og mere attraktivt du søger, jo mere stiger kravene også, og ofte vedrører det også uddannelse.

Så hvis du ønsker en karriere som højt profileret salgschef i en global virksomhed, kommer du nok ikke udenom enten en erhvervsakademiuddannelse, bachelor eller kandidat.

Dog er der intet, som er umuligt – specielt ikke inden for salg.

Hvis du leverer gode resultater og supplerer med en form for videreuddannelse, eller salgslederkurser, så er du godt på vej.

 

Nødvendige egenskaber for en salgschef

En dygtig salgschef besidder en række egenskaber, som er svære at komme udenom.

 

Salgschef

Ledelse

Først og fremmest skal du kunne lede. Det kan selvfølgelig være svært at vurdere, om man kan finde ud af det, før man bliver leder, men der er nogle ting, du kan gøre inden. Er du eksempelvis ofte initiativtager? Tager du ansvar? Sætter du teamets præstationer højere end dine egne? Måske har du tidligere arbejdet med ledelse gennem frivilligt arbejde eller som aktiv i lokalsport.

Hvis du leder efter det, kan der være små tegn i din personlighed, eller de ting du engagerer dig i, som peger på, at ledelse er noget for dig.

Ansætte

Som salgschef er en af dine vigtigste opgaver at ansætte sælgere til dit team. Det er jo i bund og grund sælgerne, som skal sikre, at du når dine mål, hvorfor du bør tage rekrutteringen seriøst.

Det handler ikke kun om at finde den bedste sælger, men også den bedste til jobbet. Analyser stillingen og kig på dit team. Hvilken type mangler I til hvilket job. Ofte er den bedste til at ansætte, ham eller hende som klarer sig bedst som salgschef.

Forretningsforståelse

Som nævnt tidligere er det primære ansvar for en salgschef at tjene penge til virksomheden ved at skabe salg. Det opnår man ikke kun ved at ansætte dygtige sælgere og lede dem godt. Du er også nødt til at vide og forstå, hvordan man skaber forretning.

Det handler om strategisk forståelse, innovation og helhedsforståelse for, hvad der skaber værdi for virksomheden.

 

Så hvad gør du nu?

Har du stadig ambitionen og lysten til en stilling som salgschef efter ovenstående læsning?

Hvis du kan svare ja til begge spørgsmål, så er du godt på vej. Din vej derhen kommer selvfølgelig meget an på din profil. Er du ny i salg, er det en god idé at arbejde på at mestre den disciplin først. Herefter kan du begynde at aspirere efter en ledelsesrolle.

Det gør du ved at give udtryk for dine ønsker, samtidig med at du påtager dig ansvar ved eksempelvis at støtte og hjælpe dine kollegaer, måske lede et møde eller lede et udvalg i virksomheden. Der er mange måder, hvorpå du kan vise, at du trives med beslutninger, ansvar og fællesskab. Det gør dig også en bedre leder, når du en dag får muligheden.

Har du erfaringen er du selvfølgelig tættere på målet end førnævnte, men rådet er det samme. Føler du, at du har gjort, hvad du kan uden resultater, skal du måske overveje at søge andetsteds. Find en virksomhed, som tillader, og værdsætter, at du vokser, og som kan tilbyde dig avanceringsmuligheder.

Har du aldrig arbejdet med direkte salg, men stadig har bidraget til virksomhedens salg ved en karriere indenfor eksempelvis, marketing, forretningsudvikling eller lignende er dine muligheder heller ikke helt nulstillede. Det handler dog i høj grad om at finde en virksomhed, som er villig til at satse på at omstille og investere i dig.

For at blive betragtet til en stilling som salgschef, er det dog en betydelig fordel at have arbejdet med salg før. Det kan være enten som salgskonsulentaccount manager eller lignende. Ønsker du erfaring eller bedre muligheder for at avancere, end du har nu? Så er der muligheder at finde på f.eks. The Hub, LinkedIn eller Jobindex.

Derudover kan du også tage et kig på de ledige stillinger blandt vores partnervirksomheder. Under virksomhedernes Company DNA, kan du se mulighederne for forfremmelse samt intern og ekstern uddannelse. På den måde kan du danne dig et overblik over fremtidsudsigten for at blive salgschef.